Barnets ønske om at blive set, hørt og mødt

Jeg sidder på min absolutte favorit restaurant i den lille bugt, der har navnet efter byen Deia, der ligger lidt længere oppe i landet. Det er frokosttid og der er som altid travlt, men vi har fået os et bord længst væk fra den kaotiske indgang, hvor alle uden reservation forsøger at charme, true eller snyde sig til et bord. Det er tidlig sommer, og der er allerede mange, der ønsker at sidde ved vandet – nærmest ovenpå vandet – og nyde søndagsfrokosten.

Min kæreste er i havet, og jeg sidder og ser hende svømme rundt og muntre sig. Jeg ser barnet i hende, barnet der nyder vandet, bølgerne og det farefulde ved at svømme lidt længere ud end de andre. Ud hvor de små brandmænd jager, og ikke går af vejen for at forsøge at nedlægge et menneske, selv om deres brændende gift kun laver små men hysterisk smertefulde brændemærker.

Selvom der er svømmere og badefolk i alle aldre, ser jeg kun barnet i dem alle. Det barnlige og nydefulde over at svømme rundt, være fri og lave store plask ved at springe ned fra klipperne, dykke under hinanden, konkurrere i hurtigsvømning eller bare være ung af sind og sidde i vandkanten og nyde bølgernes plasken på sin nøgne krop.

Restauranten er bygget på klipperne, på en afsats omkring fem meter over vandet. Det betyder at jeg sidder oppe og kikker ned - ikke så højt oppe at jeg ikke kan lugte saltvandet, men alligevel nok oppe til at jeg kigger ned. Jeg skal gøre mig umage ved at læne mig ud og kigge på de svømmeglade barnlige sjæle. Jeg har kigget rundt for at se om der er andre, der også kigger. Er jeg mon alene i voyeur-klubben, som kigger på andre, lidt fra oven og med en smule afstand til tingene. Og jeg er ikke den eneste, men vist nok den eneste der kun ser børn svømme rundt. De andre vinker til de voksne, skælder ud på deres afkom eller klapper af et vovefuldt hop fra en klippe 10-15 meter oppe.

Jeg har fået øje på barnet, og frydes over at det uskyldige. Det naive, det skrøbelige, det intetanende. Jeg driver en smule væk fra havet med de svømmere og legende sjæle og føres ind i refleksioner om at kunne møde barnet, så det føler sig set, hørt og mødt. Hvad skal der til for at vi kan møde barnet fuldt ud, både når barnet er barn og når vi som voksne udtrykker eller handler på barnet i os selv.

Er barnets dybeste ønske at være frit, legende og bekymringsfrit. Som svømmerne i bugten på denne sommerdag? Eller ønsker barnet at være elsket, ønsket og værdsat? Eller hvad med at kunne få lov til at være sig selv, være anderledes eller anerkendt for sin unikke og originale måde at være på? Eller mon barnet ønsker at skabe noget, bygge noget eller kreere noget, og så få anerkendelse for det? Der er formodentlige lige så mange forskellige ønsker, som der er børn i verden.

Efter svømmeturen kom min kæreste op til bordet og tjeneren kom forbi flere gange for at tage vores bestilling, som jeg slet ikke havde tid til. Jeg havde fået lyst til at dykke ned i barnets ønsker for at blive set, hørt og mødt og vendte mine idéer med Luise. Hurtigt kunne vi se, at barnet sagtens kunne have bestemte ønsker for at blive mødt, mens barnet i den voksne nærmest havde identiske mønstre. Jeg har personligt et tydeligt behov for, at få at vide, at jeg godt må være præcis som jeg er. Og at jeg omvendt ikke behøver at lave mig om for at gøre andre tilfredse eller glade. Sådan har jeg haft det hele livet, og jeg husker tydeligt når mine forældre mødte mig på den måde som barn, eller når kærester har mødt mig på den – for mig – fuldkomne måde. Noget i mig falder til ro, og jeg føler mig ønsket. På en måde vil jeg gerne være fri, legende og bekymringsfri, men der er noget andet, som er langt vigtigere for mig. Noget for mig dybere eller mere essentielt.

Besøget på restaurant Ca's Patro March i Cala Deia blev startskuddet på en række podcast og interviews om det at møde barnet så fuldkomment som muligt. Det har gjort mig klogere på barnet i mig selv, og det har gjort mig meget klogere på, hvordan vi gennem vores opvækst bygger et ønske om, hvordan vi helst vil mødes af dem vi holder af.

Måske er det frie, legende og bekymringsfrie liv vigtigt for dig, og måske er det noget helt andet. Hvis du har lyst til mere inspiration, er du velkommen til at se oversigten over de mange podcasts, hvor indledningen og interviewene med Nicolai Moltke-Leth og Annemarie Clement er gratis.

Flemming Christensen
Mallorca Maj 2017